DM 2021 - Og vinderen blev ...

Danmarksmesterskabet i Go 2021 løb af stablen d. 22.-24. oktober, hvor Aarhus Go Klub havde klargjort rammerne i det efterhånden velkendte 'Folkestedet' på Carl Blochs Gade.

25 deltagere var mødt op, hvilket faktisk er det højeste antal deltagere til et Danmarksmesterskab siden 2005! Der var samlet deltagere fra hele landet, og også enkelte gæster fra Tyskland. For nogle var det endda deres første Go turnering. 

God stemning det var der i hvert fald :-)

Og hvad med vinderen? Man kan sige at det i hvert fald ikke var et ukendt ansigt på 1. pladsen.

Søren Ohlenbusch 4d formåede nemlig at vinde sit 4. DM, ubesejret 6-0. Titlerne er næsten blevet vundet i én lang stime, med blot en enkelt 2. plads i de seneste 5 mesterskaber.

Og når man taler om stimer, så gik titlen som U20 Danmarksmester til David Cruz Kristensen, hvilket nu er 3. gang.

Udover VM-point fik de bedst placerede præmier sponsoreret af Games, og deltagere som ikke kunne vinde VM-point fik pengepræmier.

Dansk Go Forbund ønsker tillykke til deltagerne og vinderne, og ser frem mod næste DM i 2022.